top of page
  • Grey Facebook Icon
  • Grey Instagram Icon
Søg

VI BLIVER KLOGERE PÅ INDISK MAD TIL MADKURSUS I MYANMAR

  • Clara & Christina
  • 23. feb. 2016
  • 2 min læsning

I sommers rejste vi fem uger rundt i Asien. De to af ugerne opholdt vi os i Myanmar, det gamle Burma. Vores tur var fyldt med en masse nye madindtryk hvoraf en af de største, var et indisk madkursus i den lille by Inle Lake.

Vi lagde vejen forbi den mindste lille indiske restaurant for at spise frokost, og en time senere havde vi skrevet os op til deres indiske madkursus. Vi er begge to helt vilde med indisk mad, fordi de bruger så mange forskellige krydderier, som gør maden meget smagsfuld. Madkurset var en tre timers lang seance i deres lille baglokale, som var deres køkken, hvor de lavede mad til restaurantens gæster. Vi fik hver et lille forklæde på og blev undervist af restaurantejerens niecer. Med undervist skulle det vise sig at betyde, at niecerne lavede det meste af maden, og vi kiggede på. Det havde vi to madlavningsentusiaster lidt svært ved at håndtere, og vi fik heldigvis vent situationen, så vi også kunne få råvarerne i hænderne og hjælpe til.

Tre timer senere var vi fyldt op med en masse nye indtryk og vi glædede os til at nyde det måltid vi havde brugt et par timer på at forberede. Menuen bestod af chapati, chicken tikka masala, tomatsalat, mangosalsa, dahl (indisk linsesuppe) og en indisk grøntsagsblanding med bønner og blomkål.

Det mest tankevækkende for os var, at vi bruger alt for lidt krydderier i vores køkkener derhjemme. Vi havde ikke tal på, hvor mange krydderier disse retter indeholdt, og det blev simpelthen så velsmagende. Selvom det kan virke uoverskueligt, når opskrifter har lange ingredienslister, så gælder det om at have et basislager med diverse krydderier, så er det pludselig lidt nemmere, fordi mange af krydderierne går igen i de forskellige indiske retter.

 
 
 

Comments


bottom of page